Anmeldelse af AfterShokz Trekz Titanium: Lyd gennem marv og ben

Martin Bork, motionslob.dk

Høretelefoner til løb har længe bare været et valg mellem In-ear, On-ear eller Over-the-ear teknologier. Nu er der en fjerde teknologi på markedet – nemlig Open-ear Bone Conduction. Kort fortalt bliver lyden banket ind i øregangen via dine knogler ved siden af øret. Lyder det mærkeligt? Så læs videre her om AfterShokz Trekz Titanium, som er topmodellen inden for teknologien lige nu.

Når vi sidder derhjemme, i toget, i flyet eller andre steder med mange mennesker og forstyrrende lyde, vil vi gerne have musikken skudt lige direkte ind i øregangen med isolerede skumpuder eller silikone omkring. Men når vi løber, har vi faktisk en anden interesse. Vi vil også gerne kunne høre omgivelserne – trafikken, fuglene, vores løbemakker osv. Det er ikke kun et spørgsmål om behag, men også et spørgsmål om sikkerhed. I London Marathon er det faktisk slet ikke tilladt at lukke lydene ude. Netop derfor er kun Bone Conduction tilladt og netop derfor er teknologien interessant for løbere i al almindelighed.

Lad os se og høre, hvad det duer til
Designmæssigt er Trekz Titanium en lækker, stilren sag. Ultra let og behagelig at have på. Højtalerdelen hænger på øret og presser lyden ind lige ved siden af øret på kindbenet. Lyden transmitteres gennem kindbenet til det indre øre, forbi trommehinden, via de små vibartioner på kindbenet. En robust, tynd titaniumbøjle går fra ørene bag om nakken, hvilket, faktisk er en behagelig og effektiv løsning, som ikke hopper eller generer, når du løber. Materialet er lækkert og finishen gennemført. Jeg savner en mulighed for at springe frem og tilbage mellem sange eller lydspor. Hele teknikken er gemt bag en svedresistent lukning. Ringer telefonen kan du tage den ved et klik på en let tilgængelig knap og tale via et fint placeret mikrofonhul i headsettet.  Trekz oplades let via en USB-indgang. Batteriet er utrolig holdbart, så du har kun sjældent behov for at oplade. Det holder mindst 6 timer.

Hvad så med lyden…?
Det er selvfølgelig helt afgørende, at lyden er god. Og mon ikke det går ud over lydkvaliteten, når lyden skal passere gennem marv og ben før den ender i dine trommehinder? Nej, lyden er forbavsende ren og klar. Det er en sær oplevelse at få lyden ind i øret ad omveje. Umiddelbart hører du ingen forskel i forhold til almindelige headset, men stikker du en finger i hvert øre for at lukke alle andre lyde ude, forstærkes lyden faktisk – der er vitterligt tale om lyd gennem knoglerne og ikke bare en lille højtaler ved siden af dit øre. Fornemmelsen af at have headsettet på kan bedst sammenlignes med det at gå rundt i din stue og høre musik fra dine højtalere. Du hører musikken fint, men hører også, hvis der pludselig bliver kaldt på dig eller en telefon ringer et andet sted i stuen. Du lukker ikke verden ude, men får faktisk både musikken og verden ind i øret. Lydkvaliteten er helt i top.

Bone Conduction teknologien er ikke mindst perfekt for dig, som hader at løbe med musik, men gerne vil have tilbagemeldinger fra løbapps som Endomondo eller lignende. Med Trekz hører du på én gang fuglene i skoven og dine kilometertider fra din app.

Er du til musik, når du løber, eller har du brug for at tale i telefon, så er løsningen også ideel. Du hører på én gang musikken klart og tydeligt, men lukker ikke trafiklyde eller andre vigtige lydelementer ude. Du kan altså straks reagerer på dine omgivelser.

Men er der dog slet ingen ulemper…?
Faktisk ikke, synes jeg. Det er klart, at lyden af musik, eller hvad du måtte høre, bliver forstyrret, hvis du løber i en trafikeret by, hvor den udefra kommende støj bare er en lydmur uden mening. Men løber du i et miljø med skiftende lyde, er det rart at kunne reagere hensigtsmæssigt på sine omgivelser. Og så er det faktisk rart at kunne høre sig selv, når man løber. Dine skridt, dit åndedræt, dine små host osv. Den fornemmelse af at løbe er vigtig, og den bevarer du med Trekz i modsætning til almindelige headset, som lukker dig helt inde uden fornemmelse for dig selv eller dine omgivelser. En anden meget stor fordel er, at højtalerdelen aldrig falder ud af høre, som kan være tilfældet med In-ear headsets.

Men så alligevel…: Husk at Trekz primært er til sport. Du skal ikke sidde i et tætpakket tog eller i en bus med høj musik i headsettet. Lyden er ikke pakket ind i skum og silikone, så dine omgivelser kan i højere grad lytte med end ved almindelige høretelefoner – det skal du bare være opmærksom på.

Log ind

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 12598:

Camillas billede
Komme i bedre form

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Fra shoppen